Den første dag græd jeg kun ni gange. Den anden dag græd jeg slet ikke. Den sidste dag kørte jeg ned ad en sort løjpe (og græd tre gange).
Skitur kan være et skræmmende fænomen for en, som aldrig har været længere nordpå end Århus. For en, hvis familie altid tager på ferie til de varmere lande men undlader at bade i poolen, fordi vandet er for koldt. Endnu mere skræmmende bliver det så, hvis man aldrig har lavet noget vildere end at klatre på en klatrevæg. Èn gang. Ja, bare tanken om at skulle på skitur var meget fremmed og faretruende for mig. At skulle op i svimlende højder, i 13 graders frost, og derefter komme ned igen uden at vælte, var meget utænkeligt i mit hoved. Men når man tager på efterskole får man også en obligatorisk skitur med i pakken - om man vil det eller ej. Så dér stod jeg i Sverige pakket ind i skitøj efter bedste evne, og havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men jeg fik da - efter lidt tid - skiene på, og fandt sammen med mit hold. Jeg på et af de laveste hold; hold 7. Men jeg var på hold med mange af mine gode venner, og jeg vidste ingenting om at stå på ski, så det var helt fint med mig. I starten var det også tydeligt, at de andre på holdet vidste lige så lidt som mig. Men allerede efter den første udfordring - at bremse ned ad en lille bitte bakke -, begyndte jeg at få fornemmelsen af, at alle havde klaret det meget bedre end mig. Tvivlen på mig selv nagede nu endnu mere end før. Den formede sig som en snebold og begyndte lige så stille at rulle.
Den bevægede sig ned ad en stejl bakke af usikkerhed, og jeg havde ikke længere kontrol over den. Den rullede sig større og større, samtidig med, at bakken den fløj ned ad, blev stejlere og stejlere. Til sidst var snebolden af tvivl og usikkerhed så stor, at mit hoved ikke kunne rumme andet. Uden ord til at udtrykke skuffelsen over mig selv, kom tårerne til undsætning. Èn af holdets lærere, Anna, prøvede, afsides fra de andre, at give mig lidt ekstra hjælp, og jeg fik modet til at prøve igen. Det varede dog ikke længe, da jeg lidt efter faldt igen og brød sammen endnu en gang. Nu var manglen på kontrol også et problem. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvordan jeg skulle styre mine ski eller mig selv. På trods af mine venners og læreres ihærdige forsøg på at hjælpe mig.
Det blev frokosttid, men igen kunne jeg intet rumme, og jeg stormede dramatisk ud af varmestuen. Vores fantastiske forstander, Peter, opdagede dette og tog fat i mig udenfor. Jeg ytrede mine bekymringer, og straks tilbød han at give mig “privatundervisning” efter frokost. Taknemmeligt og ydmygt takkede jeg ja og vendte tilbage til varmestuen. Efter frokost slæbte Peter mig op på en højere bakke end den børnebakke, jeg allerede havde faldet på en million gange. Øjeblikkeligt blev jeg bange, men Peter tog let på det. Han lærte mig at få lidt mere kontrol over mine ski, men mere vigtigt lærte han mig, at det er okay at falde - det er sådan man lærer. Efter det, kunne jeg vende tilbage til mit hold i et meget bedre humør end jeg havde været hele formiddagen. Nu følte jeg mig klar til at stå på ski.
De næste par dage overskred jeg mange grænser, og vi fik prøvet mange nye ting. Med mit hold kørte jeg både på grønne og blå bakker de næste par dage. Samtidig blev jeg mere og mere sikker på skiene. Jeg lærte at dreje med parallelle ski, men vigtigst af alt lærte jeg at have det sjovt imens. Den sidste dag fik vores lærere ledt os en lille smule på vildspor - om det var et uheld eller med vilje fandt vi aldrig ud af. Tilsyneladende havde de fundet en ny blå bakke, men da vi alle var kommet ned ad den, fandt de ud af, at det var en rød bakke. Det kom som lidt af et chok for mig, men jeg var kommet ned ad den uden at falde, så jeg var nødt til at prøve den flere gange.
Mod slutningen af dagen hørte vi, at en af lærerne, Jonas, ville køre med et par stykker ned ad den sorte bakke. Min veninde ville rigtig gerne prøve at køre på den, og uden jeg helt vidste hvad jeg gik ind til, stod jeg lige pludselig på toppen af den kæmpe store, sorte løjpe. Allerede på vej hen til bakken var jeg faldet, og mistede modet før jeg overhovedet var begyndt. Igen. Men med hjælp fra både veninden og læreren, fik jeg, på trods af tårer i øjnene og en skælvende stemme, kæmpet mig langsomt og møjsommeligt ned ad den skræmmende bakke. Da vi langt om længe var nede af det store monstrum, blev jeg ovenud ekstatisk; jeg klarede det! Desværre var der ikke tid til endnu en tur, selvom vi gerne ville. Det var tid til at vende næsen hjemad igen.
At blive kastet ud i ting er godt - selvom man måske hellere vil nøjes med et lille skub. Jeg var helt tydeligt ikke klar til at stå på ski, men det blev jeg - bagefter. Selvom jeg måske følte, at jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde, var der hele tiden en masse mennesker klar til at redde og hjælpe mig. Det er det efterskole kan; efterskole skubber éns grænser, og nogle gange føles det måske lidt for meget, men de sørger altid for, at man er sikker.
Så selvom man måske græder ni gange første gang man prøver noget nyt, betyder det ikke, at man skal give op. For med andres hjælp og lidt udholdenhed kan man sagtens komme op i svimlende højder i form af sorte løjper.
