Lyst til livet – mod til mening

 — 
23. februar 2019

“Lyst til livet - mod til mening.” Sådan lød Tommerup Efterskoles slogan nogle år tilbage. Men det blev fjernet. Primært fordi det var for svært at forstå, hvis ikke man kendte til skolen i forvejen. Og det argument kan vi godt følge. For hvad vil det sige at have lyst til livet? Og hvad er mod til mening? Det er nogle store ord, der kan være svære at tage stilling til. Men alligevel synes vi, det er en skam, de blev fjernet. For selvom de kan være svære at forstå, første gang man møder dem, synes vi, de beskriver Tommerup Efterskole rigtig godt.

Der er mange forskellige grunde til, at man vælger Tommerup Efterskole. For mange er bredden for efterskolen dog et kæmpe plus. De fem vidt forskellige linjefag og store udvalg af valgfag gør, at der er noget for alle. Mangfoldigheden er stor, og man møder mange mennesker, der er forskellige fra en selv. Alligevel er der plads til, at alle bliver set. Man bliver set, både på de bedste dage, men også på de værste. Og det er noget af det, Tommerup Efterskole er så god til. Der skabes et fællesskab, hvor alle bliver set, ligegyldigt baggrund og hvor man kommer fra. Det gør, man bliver mere sikker på sig selv. Man får en større tro på, at man er god nok, og man får mere lyst til at udrette så meget som muligt. Man får mere lyst til at stå op om morgenen og få det bedste ud af dagen. Vi får lyst til livet.

Tommerup Efterskole er fyldt med en masse engagerede lærere. Lærere, der aldrig er bange for at tage store spørgsmål op med eleverne. Vi får jævnligt at vide, at vi altid må komme til dem og snakke, hvis der er noget, vi undrer os over, eller noget vi er uenige i. De presser os til at tage stilling til svære spørgsmål, og de gør hvad de kan for at give os plads til selv at tage stilling. Også selvom de måske er uenige. På Tommerup Efterskole er der nemlig plads til at snakke om de store ting. Både ting som tro og politik men også de lidt sværere emner som sygdom og død. Vi lever side om side, og kender hinanden så godt, at vi tør tage emnerne op. Vi tør fortælle om vores egne tanker, men også høre om andres. Og derfor bliver vi igen udfordrede. Vi får en masse nye inputs, som vi skal bearbejde. Hver gang vi hører en ny vinkel skal vi tage stilling til, hvad vi tænker. Og dermed bliver der skabt et forum, hvor vi får dannet en mening, som vi tør snakke om. Vi får mod til mening.

Og det er derfor, “Lyst til livet - Mod til mening” passer så godt på Tommerup Efterskole. For så snart man har fået Tommerup Efterskole ind på livet, mærker man, hvordan ordene træder i kraft, og hvad de betyder. De ord, som måske var svære at forstå i starten giver pludselig mening, fordi man har oplevet dem på egen hånd. Man har fået lyst til livet og mod til mening. For det får man, af at gå på Tommerup Efterskole. Det er derfor, Tommerup Efterskole er noget specielt, og det er derfor, vi skal have sloganet tilbage.

 

Af Stine Hjul Johannessen og Ingeborg Thormann Nielsen, elever på TE

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2023   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow