200 smilende og stirrende øjne med blikket rettet mod scenen. Det ene øjeblik griner publikum højlydt, det andet øjeblik er der så stille, at en knappenål kunne falde til jorden med støjniveau som en rumraket.

Hvert forår tager musik- og teaterlinjen på en turné rundt i Danmark med et stykke, som eleverne selv skriver. I år lød kunstneren - Kim Larsen. Vores lærere havde sat syv numre op, og vi skulle komme med ideer til musikken, replikker, scener, karakterer og meget andet. Alle ideerne blev samlet, og sammen med en lærer sad vi tre elever for at skrive turné. Efter mange timers skrivning og flere plader marabou var stykket færdigt.

Torsdag den 15. marts var stykket færdigt, samlet og skulle vises som generalprøve på skolen i hallen. En del lærere, forældre, kommende elever og tidligere elever var mødt op, og bagved scenetæppet, kunne man godt mærke nervøsiteten sprede sig. Jeg kiggede ud gennem en sprække i scenetæpperne, der var mange mennesker. Efter motivationsråbet “Å alele” og en del snak fra vores skønne teaterlærer Søren, var vi klar til scenen. Det var fedt. Vi spillede godt, og var høje på adrenalin flere timer efter.

Hele ugen før påske var vi afsted både i Vejle, Esbjerg, Aarhus og Odense. Nogle dage var morgenmaden på bordet klokken 6:00, andre dage krøb vi under dynen klokken 00:00, men det var fedt, for vi lavede alle sammen noget, som vi bare elskede. Busturene frem og tilbage gik med at sove, snakke, synge og høre vores hyggelige buschauffør synge den evige klassiker “Må man ta’ hunden med sig ind i himlen” - på svensk…

Det var også hårdt, vi fik ikke så meget søvn, og brugte meget energi på at sætte scene op, spille og generelt bare være “på” hele tiden. Onsdag formiddag spillede vi for en flok konfirmander, som var på besøg på efterskolen. De var ikke særlig veloplagte, og havde svært ved at være i de følelser, som vi performede. Når man står på en scene, viser noget som betyder meget for en, og har lagt en masse arbejde i det, så er det svært med sådan et publikum. Det er svært at finde alle dem, som sidder midt i mængden og er berørte, griner smiler og klapper, for hovedet vil langt hellere fokusere på den enkelte uopmærksomme publikum.

Vi skulle spille i Odense samme aften, og var klar til et mere lyttende publikum. Efter formiddagens optrædener var mine forventninger til mig selv ikke så høje, vi skulle jo bare gøre vores bedste - og så skulle bedste var godt nok! Det var den bedste forestilling vi nogensinde havde lavet, vi gav den allesammen max gas, og der blev endelig plads til ikke at bekymre sig, men bare gøre det, nyde det og være i det. Da vi kom tilbage til skolen, var vi klar til køkkenets dejlige sandkage og kunne kun glæde os ved tanken om, at vi i morgen skulle spille igen.

Det var en skøn uge. På trods af syge skuespillere, udfordrende publikummer og glemte guitarkabler, så klarede vi det. Vi blev klogere, fordi vi kunne udfordre vores egne og andres tankegange, og kunne tage et klappende publikum og en utrolig ro og frihed med ned fra scenen. - Og så var det da bestemt også fedt, at rygtet om os var løbet, så vi 14 dage efter igen rullede afsted med bussen!

Af Emma Krogh