Verdensborgerne i Cambodja

 — 
18. juni 2018

Klokken er 06:00 om morgen, og solen snegler sig op bag Angkor Wat’s top. Der står turister i store flokke, og aber løb rundt på de gamle sten. Sådan startede en af vores morgener på vores tur til det sydøstasiatiske land, Cambodja. Tommerup efterskoles verdensborgerlinje var så heldige at kunne rejse til Cambodja i marts 2018. Cambodja er et land med en grum fortid og tonsvis af historie, hvilket vi fik understreget da vi første dag besøgte “Killing fields”, som var en massegrav for ofrene af den stygge kommunistiske diktator, Pol Pot. Da vi rejste rundt i Cambodja, så vi ikke mange over 50 år, da ca 1,7 millioner mennesker har ladet livet under et særdeles stort folkedrab fra 1975. Vi blev indkvarteret på et YMCA hostel, som bl.a. også var en privat skole for cambodjanske børn. Vi boede midt i en lokal gade, hvor indbyggerne tydeligvis var nysgerrige ved at se en stor gruppe hvide turister. Der var gadekøkkener på hvert et hjørne, og der var røg fra affaldsbål langs hele byen. Vi boede i Phnom Phen, som er Cambodjas hovedstad. Det er ikke den største turistby, da Siem Riep som ligger længere oppe i landet, er mere populært.

I slummen besøgte vi et “Youth Institute”, hvilket er en skole for gadebørn. Her mødte vi de gladeste små børn, vi længe har set. De var fulde af energi og spas, selvom de levede under forfærdelige forhold. Vi hjalp med at renovere deres skole og brugte to dage på at hjælpe, der hvor vi kunne. Der var stor kontrast i landet, som vi bl.a. så, da vi var ude i slummen. Kvarteret blev delt af en jernbane, der markerede en tydelig opdeling mellem rig og fattig. Børn legede på de jernbaneskinner der var i brug, mens store hvide lejligheder tornede op på den anden side. Det var hårdt at opleve på egen hånd, da vi kommer fra et land fyldt med tryghed og et godt velfærdssystem. Det var en oplevelse, som virkelig gjorde indtryk på alle elever og lærere, og det var en stor øjenåbner for hvor godt vi har det.

Turen til Cambodja var en kæmpe succes på alle mulige måder. Vi lærte en masse om os selv, hinanden, og blev i den grad rystet sammen. Vi lærte også en masse om et land, 9020 kilometer fra kolde Danmark, og om en kultur mange af os ikke havde oplevet før. Vi mødte mange mennesker, der gjorde indtryk på os og inspirerede os. Det var en trist afsked da vi skulle hjem, og de 17 timer i flyveren var hårde at komme igennem. Vi tog meget mere end bare souvenirers med hjem, og det var alt i alt en fantastisk oplevelse, vi næppe får igen.

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2024   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow