“Fra 0 til 100” til TE-Selskab 2019

 — 
23. oktober 2019

Af Emma Krogh Rasmussen, elev 17/18

 

En weekend i september blev Tommerup Efterskole fyldt op af en helt særlig, sitrende, savnet og super dejlig stemning, da der endnu engang blev afholdt TE-selskab. Her fik tidligere elever fra de seneste 5 årgange på Tommerup Efterskole mulighed for at genopleve det unikke fællesskab, de engang levede og boede i.

 

Temaet var i år ”fra 0 til 100”, hvilket kom til udtryk flere gange i løbet af weekenden. Foredragsholderen Gert Rune fortalte om udviklingen fra ikke engang at kunne cykle til at gennemføre en ironman med kun ét ben.  En flok elever i hallen spillede fodbold, og der kom særligt fart over feltet, da stødarmbånd blev en del af spillet, og blev sat til styrke 100. I foredragssalen søndag eftermiddag blev der afholdt fællesskrål, hvor lydstyrken også gik fra 0 til 100 - hvis ikke skalaen helt sprængtes.

“Fra 0 til 100” kan også give associationer til et efterskoleår med fart, adrenalin og venskaber. Når en flot rød Ferrari skydes afsted, taler man ofte om, hvor hurtigt den går “fra 0 til 100”. Her er der tale om en enorm fart, der kan være så høj, at man måske slet ikke selv kan følge med. Alligevel giver farten så fed en følelse, at man ikke kan lade være med at holde af den, og sådan kan efterskole på mange måder i de første måneder godt føles. I løbet af efterskoleåret udvikler man også et tæt forhold til hinanden og går måske fra at kende 0 personer til pludselig at have en vennekreds på omkring 100 mennesker. Det kan være en stor omvæltning at bo sammen med nye mennesker, men når man først har gjort det i et år, er det et fællesskab, som man nyder at komme tilbage til i en weekend som TE-selskab. 

Fart og adrenalin kan være meget godt og er bestemt at finde i efterskolelivet, men til TE-selskab var der også plads til bare at nyde at være hjemme på TE. Mange nød blandt andet at se deres billede hænge i vandrehallen, spise lækker mad, spille spil, bage vafler, snitte knive, bage kage og bare være til.  

Da TE-selskab sluttede søndag formiddag, og alle de tidligere elever hoppede på busser, i biler eller tog, tror jeg også, at de fik noget med hjem. Den helt særlige TE-stemning kan nemlig proppes i tasken og tages med hjem til sin nye skole, på arbejdet eller vennerne. Så kan den hives frem, når man trænger til at vide man er god nok, få skøre ideer til mærkelige aktiviteter, grine - og huske, hvor man kommer fra.

 

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2024   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow