Nyt fra forstanderen – Efterår og løvfaldssommer

 — 
25. oktober 2018

Dette lille indspark fra mig bliver skrevet på en terrasse med udsigt over de andalusiske bjerge fra mit lille barsels-getaway, hvor jeg med min familie tilbringer oktober måned. Det er på en måde mærkeligt at være så langt væk fra Tommerup, mens elever og ansatte går rundt og nyder deres hverdag på skolen. Men vigtigst af alt, så er det dejligt at vide, at alt kører på skinner og er i gode hænder. Det er sundt at blive mindet om, at skolen uden problemer kører videre, selvom man indimellem er fraværende.

Skoleåret 2018/19 er kommet rigtig godt i gang, og det er nu år to med eSport, Verdensborger og 10. UP(prøvefri 10. klasse) som en del af hverdagen på Tommerup Efterskole. Vores fem linjefag supplerer hinanden godt og giver en dynamisk hverdag, hvor elever med vidt forskellige interesser, og vidt forskellige syn på hverdagen udfordrer og begejstrer hinanden. Det er en glæde for os at kunne fortælle, at vi startede 110 elever, og derfor er på det antal, vi sigter efter. En god størrelse skole, hvor alle kender alle, hvor man inden for et par uger kan alle navne, men samtidig en størrelse, hvor vi er nok til, at vi kan inspirere hinanden med vores forskelligheder.

Jeg vil samtidig gerne løfte sløret for, at bestyrelsen har vedtaget en ny strategi – Rodbevidst og attraktiv. En strategi, der over de kommende år sætter fokus på kerneværdierne og kerneopgaverne for Tommerup Efterskole. Som titlen på strategien antyder, så er det med bevidsthed om skolens rødder og historie, og at det er det, vi bygger skole på. Samtidig er det vores opgave at være skole i tiden; at være relevant og attraktiv for de unge, der går på efterskole i 2018 og i årene, der kommer.

Jeg vil på et senere tidspunkt skrive mere om den del af den nye strategi, der omhandler jer, der læser med her. Det er nemlig et vigtigt fokusområde, at alle dem, der på den ene eller anden måde, har en relation til Tommerup Efterskole, skal have muligheden for, og opfordres til, at knytte tættere bånd til skolen. Både for at holde sig opdateret på Tommerup Efterskole anno 2018, men samtidig også som stærke ambassadører rundt om i landet, der vil være med til at sikre, at så mange unge som muligt stifter bekendtskab med vores gamle skole, og som minimum forholder sig til at et år hos os, er det rigtige for dem.

Skrevet af Peter Munk Povlsen, forstander

 

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2024   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow