Af Peter Munk Povlsen, forstander
Vinterens regn og storm har godt fat i de store træer i parken foran mit kontorvindue. De smukke solbestrålede frostmorgener lader i den grad vente på sig. Det til trods er der heldigvis masser at glæde sig over og til her på matriklen. Vi har det godt. Med en god flok elever i huset er det en fornøjelse at lave efterskole.
Fællessang er en del af Tommerup Efterskoles DNA, og det kan jage selv det dårligste vinterhumør væk. Blandt andet derfor derfor søgte TE om at blive en del af et fællessangprojekt. Projektet hedder Syng, spis og snak, og er De Frie Skolers fællessangprojekt støttet af Nordea-fonden med 4.990.000 kr. over en 3-årig periode. I foråret 2020 laver 30 efterskoler, friskoler og højskoler arrangementer over hele Danmark - og Tommerup Efterskole er en del af dem.
Her på Tommerup Efterskole er vi derfor i foråret værter for de to nedenstående arrangementer, som vi håber at se en masse med hjerte for skolen tage del i.
Onsdag d. 11. marts
Højskolesangbogens følelsesunivers
Højskolesangbogen er en tryg og trofast livsledsager, der kan bidrage med visdomsord til en hvilken som helst situation i livet. Vi bevæger os gennem menneskelivets op- og nedture og bliver præsenteret for sange, der med tekst og melodi sætter krop og sjæl på de følelser, vi selv kan have så svært ved at sætte ord på.
Aftenens værter er skolens musiklærere, Karen Clausen(piano) og Brian Munk Hansen(Bas) og undertegnede.
Tirsdag d. 19. maj
Hvert parti sine sange
I 2020 kommer der en ny udgave af højskolesangbogen. Og allerede før den er udkommet, er sangbogen blevet en politisk diskussion. Skal højskolesangbogen i 2020 indeholde en sang om Ramadan? Eller er den danske sang en ung blond pige?
Vi har spurgt partierne og politikerne selv. De har hver valgt en sang, de mener betyder noget særligt for dem og deres parti.
Vi har inviteret Christiansborgjournalist Simon Friis Degn (sax) og sangkonsulent Christian Steen Noringriis (piano) der vil tage os med på en musikalsk rundtur i det politiske Danmark.
Rammen for begge aftener er:
Kl. 17.30: Spisning i spisesalen
Kl. 18.45: Sange og fortællinger i foredragssalen
Kl. 20.00: Kaffe og samtale i spisesalen
Tilmelding til [email protected]
Fri entré
Vel mødt!