Værdier

Fællesskab, frirum og faglighed

På Tommerup Efterskole siger vi “FÆLLESSKAB, FRIRUM og FAGLIGHED.” Det har været vores ledetråde siden starten i 1906. Vi tror, det er derfor, vi stadig er her.

På Tommerup Efterskole vil vi have FÆLLESSKAB i alt, hvad vi laver: Fra fællesskabet på værelset til det helt store fællesskab med gamle TE’ere og elevforeningen. Ind i mellem finder du fællesskab på gangen, i klassen, på linjefagene osv. Fællesskab for os er at ville hinandens bedste – og at nå målene sammen. Vores hverdag på skolen starter samlet med morgensang – og i løbet af en dag på Tommerup er der en række tidspunkter, hvor vi minder hinanden om, at vi er sammen om at lære og leve: Vi deler en del af vores liv. Det er vigtigt og har betydning.

Vi siger også “FRIRUM” på Tommerup Efterskole. Siden højskolens tid har én af ledetrådene været at lære for livet. Ikke “bare” en eller anden eksamen. Det skal give mening. Derfor søger vi at skabe frirum i alle vores fag, selvom vi måske nemmest kommer til at tænke på linje- og valgfag, når vi taler om det. Når vi siger “FRIRUM” om linjer og valgfag, mener vi også, at vores elever skal have lov til at prøve – og til at fejle. Vi tilstræber det højest mulige niveau – men alle skal have lov at være med. Vi er ikke for eliten. Vi er for dem, der vil og tør (og faktisk også for dem, der har brug for et kærligt skub for at turde).

Som det sidste siger vi “FAGLIGHED.” Vi vil have, at vores elever kommer bedst muligt videre i uddannelsessystemet. Karakterer og eksaminer skal ikke være hæmsko for vores elevers fremtid. Derfor arbejder vi grundigt og seriøst med fagene over hele linjen. Alle skal kunne komme så langt, som evner og vilje rækker. Hos os er det ofte længere, end både elev og forældre havde regnet med.

Tradition og forankring

Tommerup Efterskole er en kirkelig efterskole. Det betyder bl.a., at der hos os er morgen- og aftensang. Her er vi sammen om, at livet er noget, vi får givet – og at det er vores ansvar som mennesker at at gribe det med glæde.
Tommerup Efterskole er forankret i tilknytningen til Folkekirken, FDF og KFUM og KFUK.

Skal jeg tro noget bestemt?

Nej. Men du slipper ikke igennem skoleåret på Tommerup Efterskole uden at mene noget. Du kommer til at opleve, hvordan de forskellige lærere forholder sig skolens kristne fundament. Måske tror og mener de noget andet end du og dine forældre. Du er fri til selv at forme din tro og dine holdninger til livet.

Det er er uden for diskussion, at vi er en kirkelig skole. Det er også uden for diskussion, at her er plads til alle.

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2024   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow