Min indre Klodshans

Jeg vil gerne fortælle jer et eventyr. Eller, det vil sige; jeg vil gerne fortælle jer om et eventyr. Et eventyr, der handler om en gut, der ikke er som folk er flest. Eller måske netop er, som folk er flest, men forstår at sætte en dyd i det. Han kan hverken det latinske leksikon i hovedet eller brodere seler. Hans navn er Hans. De fleste vil nok kende ham som ”Klodshans”.

Jeg har lige været på højskole, og eventyret om Klodshans fik vi læst højt én af de allersidste dage. Dér sad vi, over 120 unge mennesker, og lyttede til et eventyr, som de fleste af os har kendt siden, vi var helt små. Og for mit vedkommende hørte jeg det her, i højskolens rammer, på en helt ny måde. Klodshans var ikke længere bare en historie for børn om en lidt underlig dreng, men en historie af allerhøjeste relevans. En fortælling om dannelse.

Og hvad er dannelse så?  Der findes i hvert fald én form for dannelse, en – til tider – ekskluderende dannelse, der har kriterier. Som Klodshans’ brødre, der hver især har tilegnet sig store mængder viden og færdigheder. De er dannede. Her hænger dannelse uløseligt sammen med boglig lærdom. Måske fordi den boglige lærdom før i tiden har været ensbetydende med evnen til at reflektere over tilværelsen, at forstå vigtigheden af det som har været, og anvende denne viden til dannelsen af det, der skal komme. Det er som sådan også i den idé, at højskolerne i sin tid udsprang. Man ville oplyse folket og ruste det til at leve og forstå dets muligheder i samfundet. Sidenhen fulgte efterskolerne, der på lige fod med højskolen varetager denne opgave.

Dét er det, jeg vil kalde for den klassiske dannelse. Men hverken efterskoler eller højskoler lader sig nøje med kun denne. Tværtimod. Mine erfaringer er, at de har noget andet og mere for øje. Med Klodshans får den klassiske dannelse nemlig et modspil. For hvad så, når man ikke lige passer ind i dén kategori? Hvad nu, hvis man aldrig blev særlig dygtig til at læse eller altid rodede rundt i de historiske årstal? Er man så ikke et dannet menneske? Efter min bedste overbevisning er et menneske altid dannet af noget. Alle mennesker er dannet af det, de kommer af. De fine stuer på Frederiksberg, parcelhusene i Vejle eller ghettoen i Odense. Og det er i kraft af netop den forståelse for, at alle er dannet af noget, at den anden og helt anderledes inkluderende form for dannelse tager sin form.

Klodshans baner med sin krage i træskoen og sin frimodighed over for prinsessen vejen for en opfattelse af dannelse, der ikke beror på klogskab og kunnen, men på en helt særlig måde at gå til verden og livet på. Med nysgerrighed, respekt og åbenhed.  Og dérfor blev eventyret om Klodshans toprelevant, mens vi sad der i højskolens dagligstue. Og derfor vil den være det på enhver højskole såvel som efterskole. Lige nu i globaliseringens tid. En tid, hvor alle rykker tættere sammen, grænser bliver udfordret, optegnet eller udvisket, og hvor vi konstant møder mennesker, der er forskellige fra os selv. Midt i det, burde vi, efter min mening, alle dyrke vores indre Klodshans lidt mere. For hvad er det, vi ønsker for os selv og hinanden, når vi laver efterskole eller højskole?  Gør vi det med boglig kunnen eller mellemmenneskelige kompetencer som hovedmål? Og forstå mig ret: den klassiske dannelse er bestemt ikke en dårlig ting. Vi lærer meget af de gamle bøger og historietimerne, og det skal vi tage med os. Det kan bare ikke stå alene. Jeg tror på og står fuldt og fast inde for, at den anden form for dannelse – den, der i bund og grund er en tilgang til verdenen, langt mere, end den er et resultat at en bestemt mængde viden – er vigtig at give liv og give videre. At vi alle engang imellem skal turde møde verdenen som Klodshans. Og hvem ved? Måske vinder vi prinsessen og det halve kongerige?