Hvad gør man ikke for verdens bedste job?

 — 
23. oktober 2019

Af Anja Cecilie Olsen

 

Det var en af de tanker, der fløj gennem hovedet på mig, da jeg blev opfordret til at søge jobbet på Tommerup Efterskole i sensommeren 2018. Jeg hedder Anja, er 26 år og blev færdiguddannet lærer i sommeren 2018. Til daglig bor jeg i Aarhus sammen med min kæreste, som også er efterskolelærer. Der er ingen tvivl om, at vi begge drømmer om et liv i efterskoleverdenen. Derfor var det heller ikke svært at sige ja, da jeg fik tilbudt jobbet på Tommerup, selvom afstanden mellem Aarhus og Tommerup til tider kan føles meget stor - er det det hele værd.

Mit første år på Tommerup har været et begivenhedsrigt år. Her har jeg fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at have en bred diversitet i elevgruppen, noget som jeg ikke oplevede, da jeg selv gik på efterskole. Det betyder også, at jeg som lærer møder enormt mange forskellige elever - og jeg elsker det! Jeg er vild med, hvordan min jobtitel som efterskolelærer er en kombination af lærer, søster, mor, veninde osv. Nogle af mine bedste minder fra det forgangne år er, at se den udvikling, som sker med de elever, der har kæmpet med det ene eller andet i løbet af året. Om de har haft brug for dybe snakke, faglig hjælp eller en kærlig opsang, er det simpelthen guld værd som lærer, at se dem arbejde med sig selv, udvikle sig og sejre i sidste ende! Derudover husker jeg de sjove grin, kærlige drillerier og mine helt enormt mange sejre over eleverne i alverdens brætspil!!

Jeg har nu påbegyndt mit 2. år på efterskolen og underviser i år 8. og 9. klasse i dansk, engelsk, samfundsfag, historie og kristendom. Jeg elsker at undervise i fag, hvor eleverne får mulighed for at diskutere og udfordre deres egne og andres holdninger. Jeg synes netop, at disse fag skaber rammerne for et kasseret, men ikke glemt, slogan fra skolens tidligere dage: “Lyst til livet - mod til mening”. Ikke nok med, at elevernes horisont udvides, det samme gør min. Jeg nyder godt af mine dejlige kollegers ideer, erfaringer og forskelligheder - og forhåbentligt nyder de også godt af et ungt pust fra Aarhus.

Jeg elsker at være på TE, og er ikke i tvivl om at være efterskolelærer, er den helt rigtige hylde for mig!

 

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2023   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow